”Hævnens tørst” [Poetisk SelvmordsMission]

af Özcan Ajrulovski

Nyt selvmordsangreb har dræbt flere personer

Han læste overskriften
fik en klump i hjertet, og rystede på hovedet.
Hvordan kunne man få sig selv til det?
Det var noget, som han ikke forstod.
Han slukkede for fjernsynet, fordi han skulle ud at rejse,
sammen med sine søskende, samt mor og far.
Han havde ikke set landet de skulle til,
landet som forældrene oprindeligt var flygtet fra

Hele familien tog ud på markedspladsen,
de skulle købe ind, mad, frugter og det der høre til.
Han så noget interessant lidt længere henne,
forlod familien et ganske kort øjeblik, for at gå dertil.
Pludselig lød et kæmpe brag, brudstykker fra bygninger fløj rundt
Han fik en voldsom smerte i sine øre,
kiggede sig omkring, kunne ikke få øje på familien,
kun på blod i så store mængder, at det lignede røde søer.

Det ene skrig blev overdøvet af det andet,
han så blod og legemsdele fordelt på det ødelagte asfalt.
Han farede rundt i panik, familien var ikke til at finde.
Navne blev råbt, men det var altid andres navne der blev kaldt.
Så han råbte deres navne, i et håb om at blive hørt.
Han græd magtesløs, da han så sin mor
hun lå ned, kroppen var kvæstet.
Han græd så højlydt, smerten kunne ikke beskrives med ord

Hans mor lå helt livløs i hans blodige arme.
hans tårer regnede ned, men blodet var for tykt til at kunne fortynde det.
Han løftede hovedet, drejede det langsomt til venstre,
han opdagede, men nægtede at indse at det var sandt.
Det var hans to søstre, der var næsten ugenkendelige,
deres kroppe var parteret fra hinanden
Han begyndte at brække sig, mens hans gråd forsatte.
Han tog sig til hovedet, var ved at miste forstanden.

Dagen derpå, vågnede han op, tilbage til dette mareridt.
Han havde grædt sig selv i søvn, men solen var nu stået op.
Intet så lyst ud, mørket forfulgte ham,
han gik rundt, og havde stadig de andres blod på sin krop.
Hævnens tørst er nået til det punkt, at den ikke kan slukkes,
kun reduceres, hvis han påfører fjenden et ligeså kynisk angreb,
de har ingen ret til at leve, efter at have frataget andres ret til at leve,
så de må lide mindst samme tab.

Han anskaffede sig en vest, flere kilo sprængstof,
planlagde stedet hvor han skulle hen.
Kiggede sig omkring, svedte på panden,
rystede nervøst, mens han kiggede på dem.
Nu var han på deres markedsplads
fandt det mest befolkede sted, som de har.
Han bed hårdt sammen og trykkede på knappen.
I samme sekund opdagede han, at ved siden af ham stod hans far…

Nyt selvmordsangreb har dræbt flere personer.

Posted: august 9th, 2009 under Digte.